Lindenborgs skove


Lindenborg Skovselskab A/S driver et moderne og effektivt produktionsskovbrug i skovene under Lindenborg Gods A/S. I alt drejer det sig om 3676 ha i Rold Skov og Oudrup Plantage på 161 ha. Produktionen er primært koncentreret om rødgran af meget høj kvalitet, der anvendes til konstruktionstræ i huse m.m.

Rold Skov ligger på store grusmoræner fra istiden, der er rigtig gode til dyrkning af gran. Vores skove vokser hvert år med ca. 40–45.000 m³ træ, hvoraf de ca. 35.000 bliver fældet. Der sker altså en årlig vedmasseopsparing på 5 –10.000 m³.

Lindenborg Skovselskab A/S er ansvarlig for al drift og vedligeholdelse af skovene. Dette sker med respekt for og hensyntagen til den naturlige flora og fauna.

Klik for at se et kort over Lindenborg Gods' skovområder i Rold Skov og placeringen af Oudrup Plantage.

Lindenborgs skove danner rammerne om en vifte af aktiviteter der administreres af Lindenborg Skovselskab A/S. Samtidig er det muligt for privatpersoner at få glæde af skoven og dens mange facetter.

Bedriften har modtaget tilskud til Pleje af græs- og naturarealer. Formålet med tilskuddet er at bidrage til at beskytte og forbedre biotopforholdene og biodiversiteten i de prioriterede områder. Tilskuddet har medført, at bedriftens græs- og naturarealer er blevet plejet med afgræsning eller med slæt, og dermed er der sikret en god natur-pleje af arealerne.

Et selskab under
Lindenborg Gods A/S


Lindenborg Gods er arealmæssigt et af landets største godser. Ud over at drive land- og skovbrug omfatter Lindenborg Gods betydelige industri- og handelsaktiviteter.

Med Lindenborg Gods A/S som moderselskab drives aktiviteterne i fire datterselskaber; Rold Skov Savværk A/S, Rold Trælasthandel A/S, Lindenborg Skovselskab A/S og Lindenborg Avlsgaard ApS.

Aktiviteterne i moderselskabet, Lindenborg Gods A/S, består af ejendomsbesiddelse, udlejning, grusgravsdrift, jagtvæsen, drift af Lindenborg Slot samt overordnet ledelsesadministration for datterselskaberne.